Lillevang Plejecenter i Furesø Kommune har i flere år arbejdet målrettet med sansestimuli til gavn for beboere med demens. Nu bliver indsatsen for sansearbejdet også anerkendt uden for kommunens grænser. Demensalliancen har nomineret Wavecare Sensory Technology til prisen for “Årets bedste demensinitiativ”. I alt er fem initiativer på Lillevang blevet nomineret, og de har alle en sansebaseret tilgang på forskellige måder.
Furesø Kommune samarbejder med Wavecare om at udvikle ny sanseteknologi til plejehjemsbeboere med demens. Teknologien har allerede vist positive resultater i fødestuer og psykiatrien i både Danmark og udlandet, hvor den bidrager til at skabe ro og tryghed for patienterne.
Formålet med dette projekt er at undersøge, om teknologien også kan have en positiv effekt for plejehjemsbeboere med demens. Som en central del af projektet vil personalet modtage omfattende træning i at bruge sansestimuli som en integreret del af deres faglige praksis.
En bemærkelsesværdig del af initiativet er det bevidste valg om at fokusere på mobile sanseløsninger frem for etablering af traditionelle “sanserum”. Dette gør det muligt at placere teknologien direkte i beboernes egne omgivelser – enten i deres lejligheder eller i fællesarealer. Derudover har Furesø Kommune valgt at integrere Wavecares sanselys og -temaer i en fælles dagligstue. Dette skaber en mulighed for at anvende teknologien i samspil med flere beboere samtidig, eksempelvis til at skabe ro og tryghed eller til at etablere et behageligt og sikkert miljø for borgere med demens.