Slagelse Kommune har modtaget 1,4 mio. kr. fra Social- og Boligstyrelsen til innovationsprojekt, der skal introducere sanseteknologi fra Wavecare
Med en bevilling fra Social- og Boligstyrelsen på 1.419.196 kr. er det nu muligt for Slagelse Kommune at introducere sanseteknologi for beboere med demens på Plejecenter Quistgården.
Teknologien leveres af Wavecare og består af lys, lyd og billeder, som har til formål at skabe beroligende miljøer, som kan minimere angst, forvirring og uro, der er blandt flere af de symptomer mennesker med demens dagligt oplever. Teknologien kan både anvendes i fælles opholdsrum eller som en transportabel løsning i beboerens egen bolig.
På Plejecenter Quistgården er målet, at sanseteknologien også skal hjælpe med at stimulere erindringer og frembringe beboernes livshistorier i hverdagen, fortæller Heidi Hjort Kjeldgaard afdelingsleder for Folkesundhed, Demens og Velfærdsteknologi i Slagelse Kommune:
“Formålet er at skabe de mest optimale muligheder for at genskabe erindringer, få en meningsfuld dialog og genkalde positive øjeblikke fra beboernes liv. Vi håber, at sanseteknologien kan være med til at styrke beboernes livskvalitet og selvbestemmelse.”
Stor interesse fra seniorudvalget i Slagelse
Formand for Seniorudvalget i Slagelse Kommune Pernille Frandsen (V) er sammen med resten af udvalgte spændt på af følge projektet, som både vil kunne fremme livskvaliteten for borgere med demens, men også kunne styrke relationen mellem beboerne, deres pårørende og plejepersonalet.
“Vi er generelt nysgerrige på, hvordan sanseteknologi kan skabe et mere trygt og meningsfuldt miljø for de ældre ved at genoplive livshistorier. Vi håber, projektet kan være med til at understøtte selvstændighed, tryghed, og værdighed blandt de ældre,” siger hun.
Kort om sanseprojektet i Slagelse Kommune
Projektet startede op i september og løber frem til december 2025
- Innovationsprojektet laves i samarbejde med Professionshøjskolen Absalon, som står for kompetenceudvikling af plejepersonalet i brug af sanseteknologi
- Pårørende og sundhedspersonalet vil blive inddraget i processen omkring beboernes livshistorier og i at bruge historierne aktivt i hverdagen.
- Hvis projektet viser sig succesfuldt, vil Slagelse Kommune undersøge muligheden for at udbrede teknologien til andre plejecentre i kommunen.